 |
|
Medlem siden: |
17-08-2004
|
|
|
Seneste login: |
13-03-2009
(6123 dage siden)
|
|
|
Rigtige navn: |
Marianne Bruun |
|
|
Fødselsdag: |
10. august 1971 |
|
Om mig: |
Jeg er en frisk ung kvinde på snart 36 år og jeg er gift med Jørn på 45. Vi har 2 hankatte og så Jeppe på 5 år, men da han var dødfødt så tæller det vel ikke rigtigt nogen steder. Men i vores tanker så er han her jo stadig.
Jeppe blev født 19. marts 2002, da havde han været død i maven et par dage eller 3. Efter en meget god og hurtig fødsel, næsten ingen smerter, fik jeg selv lov til at give ham tøj på og holde ham i armene indtil vi skulle op og have morgenmad. Så fik vi snakket med hospitalspræsten om at få Jeppe velsignet så vi kunne få et navn sat på hans gravsted. Han hjalp os med at få fat i en bedemand og stenhuggeren. Så kom velsignelsen kl. 13 hvor jeg sad med Jeppe i hans søde lille dragt med mintfarvede kaniner på. Den havde han fået af sin Bedste. Der sad jeg så og var Mor med stort M og kunne ikke andet end se på ham og nyde hans små hænder og ansigt. Han var det smukkeste jeg endnu har set og det siger vel alt om mine følelser for ham.
Jeg er sygehuset meget taknemmelig for at de insisterede på jeg fødte normalt, fik selvf. rygmarvsbedøvelse, for som de sagde, behøvede jo ikke have flere smerter end jeg allerede havde over at skulle føde et dødt barn. Jeg havde en fantastisk oplevelse, trods alt og det første sekund efter Jeppe var født sagde jeg at det gjorde jeg gerne igen og det kunne kun gå for langsomt. Det chokerede vist personalet lidt, men jeg var så glad for min fødsel var gået som den var og det ville jeg gerne prøve igen.
Jeg tog hjem samme aften, da jeg ikke kunne få en reaktion på sygehuset og da jeg kom hjem kom der da osse en ordentlig tudetur. Om natten kunne jeg ikke sove og istedet satte jeg mig ind og skrev et brev til Jeppe, som han skulle have med i sin lille kiste. Deri skrev jeg osse et digt som viste mine følelser for Jeppe.
Brevet til Jeppe:
"Kære Jeppe!
Du fyldte mig med glæde og letsind, du fyldte mig med latter og fornemmelsen af, at jeg duer til noget. Du var vores Guldklump. Og da du voksede dig større inde i maven, så man kunne se du var til,blev du elsket højere af Far og jeg, mere end nogen kan forstå. Men dit lys blev slukket før vi fik set dig brænde i vor midte. Hvorfor ved vi ikke, men Far og jeg vil altid bære dig i vore hjerter. Og du vil altid lyse som en stjerne på himlen, sammen med de andre af vore kære, som ikke længere lyser her hos os.
" Du var smuk som et Stjerneskud;
Lyste klarere end en komet med sin hale;
Men brat det kom som et skybrud;
Og din livsgnist endte i en dvale"
- Vi ses igen, vor elskede søn.
Kærlig hilsen Mor og Far."
Dette skrev jeg til min søn og det blev lagt med i hans kiste sammen med de tegninger som børnene havde givet os og det blev læst op af præsten i kirken under hans prædiken. Det var så smukt og rart, selvom det var sørgeligt.
Vi havde og har en ledetråd, der hjælper os på vej igennem denne sorg. Det er, at gør det ondt, så er det forkert det vi gør og så må vi gå tilbage og finde ud af hvad der så skal ske, for at det ikke gør ondt mere. Det har hjulpet os gennem mange situationer og gjort at mange af vores venner og familien, synes vi klarer dette forrygende stort og flot. Vi prøver bare på at overleve dette mareridt og efterhånden er det blevet til et stærkt minde, der hjælper os videre i livet.
Det vi altid har gjort, min mand og jeg, er at tale om tingene. Det var svært og er det da stadigvæk, men vi kan mærke det hjælper os udover smerten og videre og derfor håber jeg at andre der kommer udfor denne situation, vil bruge det at tale og tale om det skete, indtil de kan mærke de kan komme videre i deres liv. Enten med at få flere børn (et nyt barn kan ikke erstatte det mistede, men kan måske hjælpe til at få gjort smerten mindre, ved at have en man skal tage sig af.)
Og det med at tale, gælder osse med venner og familie. Vær åben omkring det skete (hvis man kan det) for det hjælper faktisk andre med at se Jer i øjnene igen. Vores venner "flygtede" over på det modsatte fortov, når de så os, men vi rendte efter og konfronterede dem ved at sige; Her er vi og vi har mistet det dyrebareste vi havde, men vi vil gerne snakke om det og andre ting. Det gjorde at vi hurtigt kom ud i Verden igen, og blev en del af samfundet igen. Den første tid efter fødslen havde vi en fornemmelse af, at folk stirrede på os når vi var ude og handle eller på arbejde, men ved at tale om alle følelser og Jeppe kom vi hurtigt videre med os selv.
Nu er jeg så kommet ud på arbejdsmarkedet igen og lige så stille ved at få opbygget mig selv psykisk til at kunne klare endnu en graviditet. Det er svært og hver gang menses udebliver farer jeg rundt om mig selv, for tænk nu hvis jeg er gravid. Hver gang sker det samme, at menses kommer. Suk.
15/6-07: Så er den hjemme, jeg er gravid i 6+3 og jeg er så lykkelig at jeg kunne skrige. Det hele er bare så dejligt og dog; Jeg er hammernervøs for at det går galt også denne gang. Jeg ved godt at sådan må man ikke tænke, for tvivlen er den værste fjende, men den dukker op og så er det dejligt med dette forum, at jeg kan gå ind og tjekke om der er andre i samme båd som jeg og som kan hjælpe med at få sat ord på tankerne og evt. få mod til at råbe til lægerne så tag mig dog alvorligt.
Jeg håber andre kan få lidt ud af dette jeg skriver. Det har ihvertfald hjulpet mig at skrive om det.
Megaknus Marianne
|
|
|
Her bor jeg: |
Fjelstervang |
|
diddl
© 1999-2025