Jeg skriver, fordi jeg har nogle spørgsmål vedrørende fødselsdepressioner.
For at gøre en meget lang og trist historie kort, så fødte jeg for 5 år siden en dreng. Han var et meget vanskeligt spædbarn, der blandt andet havde kolik. I tiden efter fungerede jeg mindre og mindre med alle de kendte tegn på fødselsdepression: Søvnløshed m.m.
Fødslen gik efter hospitalets vurdering normalt, men siden viste det sig, at jeg var dybt traumatiseret af fødselsforløbet. I det første år efter fødslen skete der ikke ret meget. Hverken sundhedsplejerske eller læge mente, at jeg led af en fødselsdepression, og det betød, at min kæreste overhovedet ikke troede på, at jeg havde det så dårligt, og han var slet ikke villig til at tage over. Så der stod jeg med min lille søn, som jeg overhovedet ikke følte, at jeg kunne magte at tage mig af.
Jeg kom i medicinsk behandling for depression, og jeg fik kontakt til en virkelig god psykolog, som jeg var i behandling hos i 2 år, blandt andet med fokus på mit fødselsforløb men også med fokus på nogle tidlige traumer fra min egen spædbarnstid, som betyder, at jeg slet ikke kan tåle afvisninger.
Efter et år havde jeg det stadigvæk ekstremt dårligt. Jeg kom i kontakt med en psykiater, som fik taget en masse prøver på mig. Det viste sig, at mit stofskifte var helt ude af kontrol - det var for lavt. Det tog ca. 1 år at få normaliseret.
I dag har jeg det nogenlunde. Stofskiftet er under kontrol, men jeg skal blive ved med at tage medicin for det, og jeg er også stadigvæk i antidepressiv behandling. Men som psykologen så rammende sagde på et tidspunkt, så er det som om, at jeg ikke længere har noget filter. Der skal absolut ingenting til, før jeg bliver såret så dybt, at jeg går helt i baglås.
Jeg er meget bevidst om at passe på mig selv. Jeg har fået en masse "værktøjer" hos psykologen. Men er denne sårbarhed noget, som bare bliver ved med at fylde så stor en del af mit liv, som den gør? Min kæreste bliver ved med at presse på med, at vi skal have et barn mere. Han siger, at han tror, at det vil hjælpe mig. Men hvad siger I?
Min søn, som nu er 5 år, går i børnehave. Han har utrolig svært ved situationer, som betyder ændringer for ham i hans hverdag. Skiftet til børnehave var ekstremt svært for ham, og i børnehaven skulle han i en periode på en anden stue, hvilket også var ekstremt svært for ham. Ikke fordi han reagerede i børnehaven, men hjemme kom alle frustrationerne til udtryk.
Når vi er sammen med andre børnefamilier, har han også meget svært ved at blive tryg og lege sammen med de andre børn, selvom det er nogen, vi har set mange gange før. Skyldes det, det han var igennem som baby? Hvad kan vi gøre for at råde bod på det nu?
Ditte, 34 år.
|
© 1999-2019