Kære brevkasse.
Jeg skriver til jer på grund af min datter på 9 måneder. Hun er mit andet barn, en frisk og glad pige, der udvikler sig i lynets hast. Hun har kravlet, siden hun var 6 måneder, og hun har meget travlt med at rejse sig op ved alting. Hun er meget årvågen overfor fremmede, hvilket jo er meget naturligt.
Men mit spørgsmål går på, hvordan vi skal tackle, at hun er angst over for alle andre end min mand, hendes bror og mig? Selv hendes mormor og bedstemor, som hun ser mindst en gang om ugen, vil hun slet ikke holdes af. Hun bliver meget tavs og klynger sig til mig, så snart der er andre i nærheden. Efter nogen tid vil hun godt lege på gulvet ved siden af kendte mennesker som bedstemor og mormor, men så snart de forsøger at røre ved hende, bliver hun meget ked af det.
Vi er meget i tvivl om, hvordan vi skal tackle dette. Indtil nu har vi taget hende, så snart hun bliver ked af det, men er det det rigtige at gøre? Vi synes jo, det kunne være rart, hvis nogle enkelte trygge personer kunne passe hende eller i det mindste pusle, holde og made hende, når vi er i nærheden.
Dette har stået på i denne grad i ca. 1½ måned, og der er ingen tegn på forandring. Hendes storebror på 3 år er helt vild med sine bedsteforældre og knuser og krammer dem, og dette ser hun jo også, hvilket vi havde håbet på ville gøre hende mere tryg ved dem. Vi har indtil nu ikke forladt hende overhovedet, fordi hun er så ked af det, men hvad så hvis det bliver nødvendigt? På forhånd tak.
Gitte, 31 år.
|
© 1999-2025