Kære brevkasse.
Jeg er gravid med mit andet barn (i uge 17+0), og jeg er plaget af frygt for, om den lille nu også er i live.
Jeg har det lidt som om, det ikke kan gå hurtigt nok med at komme så langt hen i graviditeten, at jeg kan mærke liv hver eneste dag. Jeg føler jo, at jeg allerede har været gravid temmelig længe nu, så nu må den tid godt komme.
Kan jeg regne med, at det er en mors naturlige bekymring og omsorg for sit barn, eller er det dumt af mig at have den slags tanker? Og kan jeg lære at slappe bedre af?
I starten havde jeg meget svært ved at få det banket ordentligt ind i hovedet, at jeg i det hele taget er gravid, selv om jeg fik det bekræftet ved en scanning allerede i uge 8 og igen i uge 12 til nakkefoldsscanningen.
I uge 14-15 var jeg til jordemoder første gang, og det var simpelthen så dejligt at høre hjertelyden. Jeg blev lettet, selv om det jo ikke var mere end 2-3 uger siden, at jeg havde fået bekræftet ved scanningen, at den lille havde det godt.
Nu synes jeg, trangen til at få det bekræftet igen er ved at melde sig, selv om jeg egentlig ikke har nogen som helst grund til at tro, at alt ikke er, som det skal være. Jeg har f.eks. ikke haft nogen pletblødninger eller andet overhovedet.
Jeg syntes, jeg kunne mærke liv allerede omkring uge 15, hvis det kan passe, og jeg har mærket noget, der føles som liv 2-3 gange i alt, men det er ved at være længe siden nu.
Er det helt OK her i "begyndelsen" af den tid, hvor man mærker liv, at der godt kan gå et par uger imellem? Den lille er trods alt stadig meget lille og har ikke så mange kræfter at sparke med.
Kh. Henriette, 30 år (uge 17+0).
|
© 1999-2025