 |
Jeg havde nyresten under min sidste graviditet, og på fødegangen på Glostrup Sygehus oplyste de, at de der har omkring 100 gravide om året med nyresten.
Nyresten gør djævle-ondt. Jeg vågnede af smerte om natten men vidste ikke, hvad der var galt, før den var passeret af sig selv næste morgen.
Ikke-gravide får vist typisk morfin for at lindre smerten. Jeg kravlede rundt på gulvet og bad min mand om at skyde mig, og siden lå jeg på gulvet i barselsgangens venteværelse og pressede lænden mod det kolde gulv. Desværre var der ikke rigtig nogen, der havde tid til at tage sig af en, der ikke var i fødsel.
Hvis nyresten generelt føles ens kan jeg oplyse, at det er en meget stærk og konstant smerte i lænden. Lidt henad de sene heftige veer i lænden, bare nonstop.
Hvis jeg får nyresten igen, vil jeg nok bede om at få anvist en anden afdeling end barselsgangen. Jeg vil naturligvis ikke bede smertelindring, der er skadelig for den lille i maven, men måske kan de alligevel tilbyde noget, der er lidt bedre end Panodil - dem tog jeg to af hjemmefra, de virkede i 15 minutter.
Så vidt jeg har kunnet læse mig frem til på nettet, så vides det ikke, hvad der fremkalder nyresten, og man kan således ikke gøre noget for at forebygge det. Det med rigeligt væske er måske en god ide, men jeg har ikke indtryk af, at det er underbygget videnskabeligt.
Det sjove er - efter at det vel-at-mærke er overstået - at man efter at have oplevet nyresten på sin krop ligesom kommer ind i en særlig klub for indviede. Der er bare en vis respekt mellem folk, der har haft nyresten, især blandt mænd faktisk. Men de har selvfølgelig heller ikke prøvet at føde til sammenligning ;-)
Ærligt, så vil jeg hellere føde igen - her tjener smerten i det mindste et formål :-) |