Selv om du har fået lavet et længdesnit i maven fra navlen og ned, betyder det ikke, at du har større risiko for, at din livmoder revner. Det er nemlig snittet i din livmoder, der afgør det.
Dette snit er lagt på tværs langt ned i livmoderen. Det har man gjort siden midten af 1970'erne, og det revner sjældent.
Det er i øvrigt meget sjældent, at livmoderen revner, så der er ikke grund til at tro, den vil gøre det. De fleste føder ganske almindeligt efter et kejsersnit.
Jeg vil foreslå, at du får en snak med din jordemoder. Hun kan bedst råde dig, inden du tager beslutning om fødemåden.
Anne-Jette Raben
Anne-Jette har mere end 25 års erfaring som jordemoder. Hun har været ansat på Rigshospitalet, Hillerød, Roskilde, Herlev og Glostrup. Hun er uddannet i at foretage akupunktur og kraniosakralterapi.