Skal gudfar og faddere være medlem af Folkekirken?
7949
17-02-2005
Kære Maria.
I kirken skelner vi ikke imellem faddere og gudfar/mor. Begrebet gudfar/mor er en folkelig betegnelse for den, der bærer barnet, men i kirkebogen er de alle faddere.
Om faddere gælder det, at de som minimum skal have konfirmationsalderen, og de skal være døbt med en kristen dåb (Folkekirkedåb, baptistdåb, katolsk dåb etc.), men de skal ikke nødvendigvis være medlem af Folkekirken.
Hvis altså en person er døbt med en kristen dåb, men senere meldt ud af kirken, kan vedkommende alligevel stå fadder ved en dåb i Folkekirken.
Derimod kan en muslim, et medlem af Jehovas Vidner eller en, der aldrig er døbt, ikke stå fadder i Folkekirken.
Birgitte Kragh Engholm
Birgitte er sognepræst. Hun besvarer blandt andet spørgsmål om dåb, navngivning, samlig og parforhold. Birgitte er gift og har 2 børn.