Kære Anne Sofie.
Hvis din datter var på et spædbørnehjem, ville hun knytte sig til den eller de få personer, hun hele tiden genså. Efterhånden fik hun opbygget en tillid til dem. De ville blive en slags "mor" for hende.
I Rumænien så vi, det kunne gå anderlede for børn, der var på børnehjem. De udviklede deprevations angst. Helt normale børn udviklede sig til sinker, deres udviklingen gik i stå, og nogle blev dybt åndsvage.
De basale behov i form af mad og renlighed blev dækket. Derimod skete ingen form for stimulering af børnene. Når de havde spist og var skiftet, lå de overladt til sig selv i deres seng.
Et normalt spædbarn vil gennem smil, pludren og anden respons på samværet stimulere sine omgivelser til at foretage sig yderligere ting til stimulering. Igennem dette samspil udvikles barnet.
Lykkes det ikke for barnet at lokke en plejer til at blive siddende med det for at kæle, lege og tale med barnet, vil barnet efterhånden opgive. Barnet holder op med at smile og pludre. Det går ind i sig selv, og udviklingen går i stå.
Barnet kan en tid tilfredsstille og berolige sig selv ved at sidde og rokke frem og tilbage, gentage stereotype og ensartede bevægelser. Siden opgiver barnet helt og bliver apatisk.
Det er derfor vigtigt, at din datter har nogle voksne pædagoger, hun føler sig tryg ved, mens hun mange timer dagligt er i vuggestue. De er substitut for jer, mens hun er der.
Nu er det dig/jer, hun hele tiden vender tilbage til. Vuggestuen har skiftende personale. Det er ikke altid de samme personer, der er på arbejde hver dag. Hun opbygger derfor sin tillid, kendskab og fortrolighed til dig. Derfor er du "mor" for hende. Det faste holdepunkt.
Havde hun været adopteret bort, havde hun knyttet sig til adoptivmoderen på samme måde. Rent hormonelt eller på anden vis ved hun ikke, at du er hendes mor. Men du er en person, der hele tiden vender tilbage til hende og opfylder hendes behov for kærlighed og omsorg ud over hendes basale behov som tøj og mad.
Du er hendes base. Du taler til hende, nusser og kæler med hende på måder, som hun genkender og er fortrolig med. Det er det, du forbinder med at være mor. Alle vil kun opfylde den position, hvis de er der så tidligt som muligt fra starten.
Overlod du hende til helt fremmede, når hendes seperationsangst er begyndt, ville hun på alle måder vise dig, at det bryder hun sig ikke om.
Derfor er det bedre, hun er startet i vuggestue som 5 månder gammel pige, før de fleste har opbygget en seperationsangst, end hvis hun havde været 7-8 måneder gammel.
Mange forældre oplever en svær indkøringsperiode, hvis seperationsangsten er begyndt.
Havde du valgt for din piges skyld, havde en nanny været end bedre løsning, da din datter derved ikke skulle forholde sig til flere forskellige voksne.
Senere, ved 3-års alderen, kunne den kombineres med en halvtids børnhave, så hun kunne være sammen med andre børn.
Din løsning har du valgt af angst for, at din datter skal elske nanny højere end dig.
Faren havde dér været, hvis du ikke som nu netop flot fokuserer på, at den tid, du er sammen med din datter, skal være kvalitetstid. At hun skal være frisk og oplagt til sit samvær med dig.
Det er korrekt ikke mængden af timer, I er sammen, men måden I er sammen på, der er afgørende for jeres forhold.
Derfor havde du sagtens kunne bevare din datters opfattelse af dig som værende hendes mor, selv om du havde ladet hende passe hjemme.
Du er tvunget til at hente hende til tiden nu. Det kan være lettere at blive lidt længere, når du ved, din datter allerede er hjemme med en kærlig voksen.
Stiller du samme krav til dig selv, "uanset hvad går jeg til tiden", for selv at overtage ansvaret for hende, ville du stadig give hende samme kvalitetstid.
En dag, når vuggestuen ikke får hende til at sove det meste af dagen, for at hun kan være frisk til sit samvær med dig, hvad gør du så?
Så længe du stiller op for din datter som nu, vil hun aldrig betvivle, at du er hendes mor. Den person, der altid stiller op for hende. Uanset hvad.
Med venlig hilsen Karin Holm
|
Relaterede brevkassesvar
© 1999-2025