Kære Maja.
Æggehvide i urinen er tegn på, at dine nyrer er lidt påvirket, hvilket ofte sker under den sidste del af graviditeten.
Det kunne også være en begyndende let form for svangerskabsforgiftning, der også kan opstå i den sidste del af graviditeten.
Tilstanden består af meget vand i kroppen, højt blodtryk og æggehvide i urinen. Hvis din læge ikke har sendt dig til yderligere undersøgelse på fødestedet, betyder det formentlig ikke noget.
Hvis du fortsat er bekymret, kan du altid få en ekstra undersøgelse hos din jordemoder. I dag holder man så godt øje med gravide, at tilstanden sædvanligvis ikke går ud over barnet.
Anne-Jette Raben
Anne-Jette har mere end 25 års erfaring som jordemoder. Hun har været ansat på Rigshospitalet, Hillerød, Roskilde, Herlev og Glostrup. Hun er uddannet i at foretage akupunktur og kraniosakralterapi.