Kære Tina.
Du har selv vist løsningens vej. Det du/I skal er at holde fast i denne løsning. Du skriver, at du i tale sætter ham og overvejer, om han skal have besked om at gå ind til sig selv, til han er sød.
Det ville være utrolig dårlige løsninger, som mange unge forældre desværre forfalder til, da de sidestiller barnet med dem selv og taler til barnet som til en anden voksen person. De tror, de kan forklare sig ud af problemstillingen. Ofte med et ordvalg, som barnet ikke har en eneste muligehed for at forstå.
Jeres dreng er 2 år gammel, og er ved at udvikle sin selvstændighed. Han prøver af, hvor langt han kan gå, ved hans "nej, Dorte" til dagplejemor eller ved at sige, at mormor ikke må tale til ham.
Så længe han får respons på sine handlinger, vil han blive ved. Det er for ham en ny leg, hvor han prøver sin "magt" af uden at kende eller tænke over konskevenserne. Dem ved han nemlig intet om.
I hans udvikling til selvstændig person er det vigtigt for ham at prøve foskellige ting af. Hans trang til at prøve, hvor langt I lader ham gå, får ham blandt andet til at fastholde et nej, han egentlig gerne ville ændre til et ja.
Det er jeres forældreopgave at respektere hans trang til at prøve sig selv af, uden at I sidestiller ham med jer selv. Han er en lille dreng, der har brug for at få at vide, når han gør noget forkert på en enkel måde. Ofte er "Nej" nok, eller som i disse situationer at ignorere ham og hans udbrud.
Med venlig hilsen Karin Holm
|
Relaterede brevkassesvar
© 1999-2025