Kære Majken.
Jeg synes, I skal prøve jer frem, i stedet for, at jeg skriver, hun skal være 1, 2 eller x år.
Som 9 måneder gammel pige er hun i midt i en periode med seperationsangst, hvor hun ikke har lyst til at være væk fra sine forældre. Det kan være så slemt, at bare I er uden for hendes synsfelt, kan hele hendes verden styrte sammen. Derfor har I oplevet, hun var ulykkelig, når hun sov ude hos bedsteforældrene.
Når I mærker, at jeres datter er begyndt at være over denne periode og ikke græder, lige så snart I går fra hende, kan I forsøge igen.
Den 1-årige er ofte begyndt at vende blikket væk fra hjemmet ud mod omverdenen. Det viser barnet ved at gå på opdagelse. I starten vender barnet sig om for at sikre, at forældrene stadig er der.
Nogle børn er mere morsyge, fordi mor har haft svært ved at give dem fra sig. Det kan f.eks. ses efter en vanskelig fødsel, eller hvis mor/forældre på anden vis har oplevet angst for at miste barnet. Bare det at have oplevet det på et psykisk plan, uden at der var en egentlig årsag, er nok.
Ellers skal mor/barn-symbiosen gradvist frigøres og ophøre ved 3-års alderen.
Generelt kan jeg i forhold til at sove ude svare: Jo tidligere, jo lettere. Så længe barnet er et ammebarn, er der en naturlig afgrænsning. Ammemælk kan udmalkes og medgives, hvis det er vældig nødvendigt, at barnet passes borte fra hjemmet, men selv hvis mor er indlagt, er barnet oftest medindlagt i det første ½ år.
Når barnet ikke længere er afhængig af mor madmæssigt, mener jeg altså, at det er godt at starte under forudsætning af, at forældrene er parate til at give barnet fra sig og gerne vil bruge muligheden for at lade barnet passe og have en stund alene som par. Held og lykke.
Med venlig hilsen Karin Holm
|
Relaterede brevkassesvar
© 1999-2025