Kære Gunnar.
Nu er jeg ikke læge, men jeg byder alligevel ind med et lægmandssvar på dit spørgsmål. En kvindes evne til at producere brystmælk er dels afhængig af det hormonbillede, der opstår efter fødslen, og dels afhængig af det diende barns stimulation af brystet. En kvindelig adoptant får af gode grunde ikke ændret sit hormonbillede af en adoption (så vidt vi ved), men det diende barns stimulation af brystet findes der råd for. Og vi har faktisk nogle eksempler på adoptanter, der har ammet deres adoptivbarn. Det skal dog retfærdigvis nævnes, at alle tidligere selv har født et barn og har prøvet at amme før. Et par af dem har "forberedt" amningen med at stimulere brystet med en brystpumpe, før de har hentet deres barn.
Hvis amningen overhovedet kan lade sig gøre – med eller uden mælkeproduktion - er der ingen tvivl om, at det er en overordentlig god oplevelse for såvel barn som moder. Værdien af den fysiske såvel som følelsesmæssige intimitet, der er forbundet med amning, overgår måske endda værdien af modermælken som nr. 1 på hitlisten for sund kost for babyer.
Vi har også set eksempler på adoptivmødre til relativt store børn, der har oplevet, at deres barn er regredieret (gået tilbage i deres udvikling) og har puttet sig som spædbørn. En af disse mødre har ammet sit store adoptivbarn et par gange, indtil barnet selv sagde stop.
Alle adoptivbørn er i en eller anden grad følelsesmæssigt skrammede. De er i udgangspunktet uønskede børn, har mistet deres biologiske mor og er placeret på et mere eller mindre underbemidlet børnehjem. Måske er plejerne der af den gode slags, der trøster og kærtegner, måske er de mindre gode og blot stiler efter at få de praktiske gøremål overstået. Men hvad enten en plejer er omsorgsfuld og kærlig eller effektiv og samlebåndsagtig, er en plejer på arbejde og knytter sig ikke til et barn som forældre. Alt, der kan være med at favne og læge de sår, børnene har fået af de svigt, de har oplevet, er godt.
Adoptivforældre kan med deres intuition og kærlighed til deres barn som regel altid læse deres barns behov, hvis de giver sig selv lov. Man læser ens barns behov ved at se på ens barn. Ikke ved at studere de udviklingsskemaer for danske børn, man måske får stukket i hånden, og ikke ved at efterleve de normer, som ens omgivelser måske har for, hvad man gør og ikke gør. Håber dette var svar nok.
Relaterede brevkassesvar
© 1999-2025