 Jeg bliver mindre og mindre i tvivl
om at det ikke skal være... Det er hårdt, jeg har grædt meget og kommer til at græde mere - men hjerte og hjerne er efterhånden enige...
Fornuftsmæssigt er jeg ikke et sekund i tvivl... Følelsesmæssigt - ja, der kører jeg i 2 spor. 1 spor hvor jeg kigger på de børn jeg har, det liv vi har og det liv vi kan se frem til - og der er jeg heller ikke i tvivl om at det er bedst at få en abort. Så er der det 2. spor - hvor jeg tænker på graviditeten og har det skidt med det, mest af alt dårlig samvittighed over at vi ikke passede bedre på.
Det eneste, der kan ændre noget er, hvis forundersøgelsen viser at jeg er længere henne end jeg regner med. Hvis min sidste mens ikke var en mens - så jeg er 4 uger længere henne - ja, så bliver det. For så er løbet kørt efter min mening. Det er en meget teoretisk situation - for sidste mens adskilte sig på ingen måde fra de foregående.
De små kommer ned til mine forældre et par dage, hvor jeg regner med at være sygemeldt, så jeg ikke skal gøre andet end at passe på mig selv og få grædt ud.
Fremadrettet: Kæresten har langt om længe accepteret tanken om sterilisation. Han kan godt se det fornuftige i det. For mig er det lidt noget-for-noget - jeg får en abort, han bliver steriliseret. Så har vi begge gjort noget for det fælles - og ingen af os skal have børn nogensinde mere.
/ano
Dette er et svar til  Da jeg skulle bestemme mig..
af Simons-mor (15-06-2010 kl. 08:13)
|
anonu
Svar til dette indlæg
© 1999-2022