 Lettelse
Hm.... har talt frem og tilbage med min kæreste i 1,5 år om vores forhold. Det er mest mig, der ønsker en afklaring - enten skal vi ændre på nogle ting i vores forhold eller også må det stoppe. Han vil og kan ifølge ham selv ikke ændre på noget. Alligevel har jeg hængt på så længe, fordi jeg har det svært ved tanken om at gøre vores barn til delebarn - både pga at han mister det at være i en familie, og dels fordi jeg bare kan være nervøs over, om min kæreste og jeg kan samarbejde som deleforældre og andre bekymringer. Dels er jeg også bare selv ked af tanken om at miste min "andel" i en familie.
Men nu er vi rykket så langt, at det snart hedder: skilsmisse. Ikke som uvenner, men som to der bare ikke elsker hinanden nok længere og ikke kan mødes "på midten".
Det føles som en lettelse, men jeg har samtidig vildt dårlig samvittighed: er jeg bare krævende, forventer jeg det umulige i et parforhold osv...?
Jeg orker ham ikke længere som kæreste, vi har næsten ikke sex længere, jeg begærer ham ikke længere, og han har ikke vist tegn på "rigtig" bebær i årevis - jeg er bare behændigt nok tilstede den ene gang om måneden, hvor han har lyst til at røre lidt og få lidt sex.
Det gider jeg ikke leve i længere.
Men det er svært at bryde op, synes jeg. Hvornår har I, der har været det igennem,, været helt sikre på, at NU skulle det være?
Jeg tror noget af min tvivl er, at folk altid taler om, at man må kæmpe for kærligheden, og hvis bare der er den mindste gnist, så kan man redde det. Men vi brugt 1,5 år, været forsøgt at få startet parterapi....
|
anne
Svar til dette indlæg
© 1999-2025