 midt i
Jeg føler lidt jeg står sådan lige "midt i"... Jeg fødte min søn 6 uger for tidligt.
Det er heldigvis gået godt med ham, og han klare sig flot! Da han kom til verden vejede han 2140 gram og 47,5 cm lang.
Når nogle mennesker høre det, så siger de; Nårh okay! Jamen så havde han jo en fin størrelse -og man fornemmer at de tænker at så er/var der jo ingen problemer... Og ud over at han skulle ha lidt hjælp til at få styr på sit blodsukker -og at han fik sonde -så var og er der da heller ikke de store problemer med ham!
Vi var indlagt i 3 uger, og det var en overvældende oplevelse for os...
Når jeg skriver jeg føler jeg står lidt "midt i", så er det fordi jeg fik min søn før tid -og heldigvis ikk så meget før tid som mange af de andre på neonatal afdelingen -med alle de problemer deres små guldklumper derværre måtte kæmpe med -men heller ikke til tiden, hvor man kommer hjem efter et par dage -og har haft et nogenlunde "normalt" forløb! Jeg føler ind imellem at folk tænker at jeg skal være glad og lykkelig for hvordan det er gået -og andre gange at det må ha været/være svært...
Jeg kan mærke jeg har svært ved at forklare hvad min pointe er...
Jeg ER aller mest ydmyg og taknemmelig -og elsker min søn overalt på jorden. Men nogen gange ville jeg gerne føle at det var mere okay, at føle det er hårdt -og jeg ville gerne ha anerkendelsen af at der nok følger flere bekrymringer med når man har en lille fyr født for tidligt -også selv om det "kun" er 6 uger...
Giver det mening?
|
Svar til dette indlæg
tobdan
© 1999-2025