 tak
Synes netop, at det er den usikkerhed på, om vi har været alle muligheder igennem, som nager.
Jeg har forsøgt meget. Jeg har lagt op til snakke ud fra et langt brev jeg skrev til ham om, hvordan jeg gik og havde det, jeg har forsøgt at få ham m til parterapi, vi har skændtes så det bragede, vi har siddet lange aftener og talt og talt og talt. Men uanset hvad, så står han fast på, at han bare vil have det som han plejer og ikke kan eller vil ændre på noget. Jeg forsøger så at forklare ham, at plejer er død og borte, for jeg kan ikke som vi plejede at leve.
Jeg ved, at mit begær efter ham er helt væk. Jeg savner ham ikke som kæreste. Det eneste jeg sætter pris på er, at vi er gode forældre sammen og at han kan være en ok ven. Men som kæreste har jeg mistet mine følelser.
Så tanken om at forlade ham er en lettelse, når jeg tænker på mig selv.
Men når jeg tænker på vores barn, tænker jeg netop: hvornår er man 100 % sikker på, at man har givet det alle chancer? At den sidste og mindste gnist er væk? Jeg kan få dårlig samvittighed, når man netop siger, at bare den mindste gnist så har det en chance - men jeg orker det bare ikke mere.... bliver også vred, når jeg føler, at det er PLIGTEN til at blive, som trækker i mig.
Dette er et svar til  Nu findes der jo også andre muligheder
af skater (20-06-2010 kl. 01:16)
|
anne
© 1999-2025