 er her endnu...
Ja, jeg har endnu ikke taget en 100 % beslutning om at gå. Men at blive kræver også en helhjertet 100 % beslutning. Lige nu ved jeg godt, at det er tryghed og bekvemmelighed, der fastholder mig. Og så er der sommerferie.... og så er der en ny undskyldning.
Jeg er ret træt af at høre mig selv gentage de samme ting igen og igen, det kværner i hovedet. Men jeg ved også, at er det at tage springet ud i det ukendte, bekymringerne over, om det vil gå godt osv der er en barriere lige nu.
Du har ret i, at det er synd for børn at vokse op i et kærlighedsløst hjem, men vi har på mange måder en venskabelig hverdag.... det er jo mest os voksne, der keder os i det forhold, men vores barn er måske tryg og glad for at mor og far er sammen, og at vi på trods af alt er en familie - og ikke to ene-forældre.
På den anden side, så gruer jeg ved tanken om at leve sådan i mange år frem.... derfor føler jeg mig mere og mere sikker på, at skilsmisse er endestationen, for jeg aner ikke, hvordan vi skulle kunne nå en fælles løsning, når vi i så lang tid nu ikke har kunnet.
Og til et af de andre indlæg: ja, vi kunne prøve at leve hver for sig en periode.... men ikke som kærester i hver sit hjem. Problemet er netop, at vi lever sammen som ikke-kærester.
Det er mest mig, der har oplevet ikke at have en "kæreste", og alene det, at vi har hver vores oplevelse af det siger ret meget om, hvor lidt vi egentlig lever et fælles liv!!
Dette er et svar til  Kære Anne
af Gitte (06-07-2010 kl. 13:59)
|
anne
Svar til dette indlæg
© 1999-2025