 Svært....
Det må være en ganske forfærdelig følelse, du sidder med. Du har al mulig grund til at være ked af det, vred og såret. Og det kan være, at det kommer til at tage lang tid.
Jeg er selv lige blevet droppet af en kæreste jeg har haft i to måneder. Synes det er helt vildt hårdt. Men kommer jo til at grine, når jeg sammenligner med dine 20 år:-))
Men det gode ved det er, at uanset om det handler om 20 år eller to måneder, så er der lys for enden af tunnelen, som Lokomi skriver. Tiden læger ALLE sår. Og hvem ved... måske vil du finde ud af med tiden, at det her faktisk var godt også for dig.
Men det er klart, at det allerhårdeste er at tænke på børnene. Jeg kan ikke sige dig, om det er en god ordning I har fundet på. Det må tiden vel også vise. Jeg kan på en måde godt se ideén i at dele børnene lidt op. På den anden side har jeg altid været modstander af at splitte børn ad ved skilsmisse. Også selvom de skændes meget. De har brug for hinanden, og I har brug for tid alene. Men ind imellem kan det sikkert være rigtig godt. Ved det ikke. Prøv jer frem og snak med dem. Især den store kan jo nok godt give udtryk for en del.
Lige nu tror jeg faktisk bare det er vigtigt, at du bare giver dig selv lov til at være ked af det. Forsøg at "tage sig sammen" når børnene er der (selvom de ikke tager skade af at se at mor også er ked af det), og så græd alt det du har brug for, når du er alene. Håber du har gode venner og familie til at støtte dig.
Alle de praktiske ting skal nok løse sig med tiden.
Mange tanker.
Heidi
Dette er et svar til  tak for dit svar
af zebra (26-09-2010 kl. 08:08)
|
Heidi
© 1999-2025