 3.Hvordan ved jeg om vi kan rumme nr. 3?
Jeg har søgt og læst 100-vis af indlæg på nettet hvor temaet ligner lidt mit eget – og så alligevel ikke. Ved godt det er totalt tabu, men jeg ser ikke frem til det første års tid, som jeg personligt de andre gange følte var ren og skær hård ”yngelpleje” til trods for at jeg samtidig var hovedkulds forelskede i mine babybørn. Men jeg er desværre bare ikke typen, der hverken bliver decideret skruk, når jeg ser en nyfødt eller bare må røre og holde dem. Og værst af det hele er, at jeg på forhånd ved, at hovedansvaret for plejen/omsorgen jo klart ligger hos mig, og at jeg derfor naturligt går glip af noget af det nærvær jeg ellers ville have haft med min datter og søn = endnu mere kronisk dårlig samvittighed :o(
Øv hvor er jeg bare ked af og skamfuld over, at jeg ikke hopper rundt i stuen af bare lykke og forsøger at se de positive ting ved at udvide vores familie. Langt inde i mit hjerte findes svaret helt sikkert, men jeg har lidt svært ved at mærke mig selv lige nu. Jeg håber sådan, at I derude kunne være en støtte – ikke i selve beslutningen, men i forhold til at komme mere i balance med mig selv ved at høre om andres tanker og erfaringer.
Tak fordi du læste med så langt!
Dette er et svar til  2.Hvordan ved jeg om vi kan rumme nr. 3?
af Anonym (13-10-2010 kl. 12:22)
|
Anonym
Svar til dette indlæg
© 1999-2025