 Den klamme angst....
Puha.... Min dejlige lille tre årige pige ved nu
vi venter os en lillesøster og at hun dermed
skal være storesøster engang efter jul...
Trak den helt til uge 22 inden den store fik lov
at indvie hende i det... Havde egentlig mest
lyst til at gemme maven og aldrig fortælle
hende noget.. Men andre vil jo på et tidspunkt
nævne det for hende.. Og hun skal jo også
have tid til at vænne sig til ideen om en
baby...
Men puha... Hendes glæde er så stor og
uforbeholden... Den store glæder sig også
rigtig meget, men han ved jo verden kan
vælte så han beskytter sig selv lidt og håber
så inderligt...
Jeg bliver helt klam ved tanken om at jeg
risikerer at vælte deres verden... Tænk o
jeg ender med at bringe død og sorg ind i
vores familie, der endelig har fundet et
normalt leje med en død søster i himlen...
Når den lille fuld af glæde siger til mig: se
mine lange ben mor (og hun er sølle 87 cm
nu som 3 årig... Hé hé), de er så lange fordi
jeg skal være storesøster.
Så er det man beder til himlen: please giv os
denne baby med hjem...
De glæder sig sådan til at få en lillesøster og
jeg kan slet ikke udholde at tænke på hvis det
skulle ende så tragisk igen...
Suk... Maven med voksende lillesøster vejer
intet sammenlignet med hovedet med
voksende angst....
Knus Brit
26+....
|
Futte
Svar til dette indlæg
© 1999-2025