 Individuelt
Hej Lotte
Kender flere der har synes at første barn vendte op og ned på deres verden og derfor har langt mellem første og 2. barn. Tror det afhænger meget af, hvad man prioriter i sin hverdag, hvilke tanker, karriererplaner, bekymringer osv. man har og som en af de andre skrev, så har det måske også noget at sige, i hvilken alder man får nr. 1.
Personligt synes jeg første barn er hårdt, men at to er endnu hårder - fordi der lige pludselig ikke på samme måde er den samme plads til at den ene i forholdet "slapper af" eller foretager sig noget andet. Man "vender sig" dog til det, og så har man ved nr. to ikke nær samme bekymring om, om man nu kan finde ud af det der med børn - bare det, giver mere overskud til at klarer det hele.
Jeg er selv 39 og venter nr. 3. Mellem de først to gik der 3 år, men kunne egentlig godt have ventet længere - gjorde det ikke af praktiske årsager (studie). Efter dem sagde jeg længe, at jeg troede mit hjerte kunne bære mange børn, men min "forstand" (læs: overskud, bekymringer, tid osv) nok kun kunne bære de to. Men sidste år da nr. 2 blev 5 synes jeg pludselig at det igen var overskueligt at skulle have spædbarn igen, så det venter vi nu.
Synes I skal være glade for at kunne erkende at I ikke synes der er overskud til endnu en - tror da en del af os andre også engang i mellem tænker, at vi har taget munden for fuld.
Kh
Nat
Dette er et svar til  Nu må jeg altså have en snak med jer
af Lotte (02-12-2010 kl. 16:07)
|
© 1999-2025