 Ja, hyleturene kender jeg også- de
kommer af magtesløshed, for man kan jo ikke gøre noget- barnet ændrer sig jo ikke, og den bemærkning, som er jeg rigtig ked (røvirriteret over!) af at høre, er: Jamen, andre forældre kan godt finde ud af at vareteg et arbejde, selvom de har fået et handicappet barn... hvorfor kan du så ikke?
Det kan jeg jo ikke så godt svare på.
Jeg går til psyk., som bakker mig op og som fortæller mig gang på gang, at det ikke er mig, der er noget galt med! Og jeg føler en voldsom lettelse, for de tanker (er der noget om, hvad andre siger- er jeg bare doven?) dukker og hos mig, og jeg får lov at tude, rase, grine og være stolt over min datter og det er okay!
Jeg føler mig lidt som et måltid mad i en trykkoger, hvor hun er sikkerhedsventilen, der gør at indholdet ikke eksploderer ud på væggene.
Vedr. aflastning: Har du søgt en inst. til ham hvor han kan være 1- 2 weekender om måneden? Vi søgte i K' s egen bh, og fik bevilget 2 x pr mdr., men får kun den ene pga pladsmangel. Hun har lige været afsted her i weekenden, og vi gik ud at spise lørdag aft., og havde hjemmeboende søn på 20 med- skønt at være noget for ham også- han har fået lov at passe sig selv gennem alt for mange år!= dårlig samvittighed. Brormand er i Afghanistan- og det tærer også på humør og overskud. Følelsen af at være i alarmberedskab 24/7 er så udmarvende, og som LIse siger, man glemmer at man er menneske/ kvinde, men er "degraderet" til udelukkende at være mor, så man tilsidst ikke ved, hvem man selv er.
PAS godt på dig selv!
KNUS fra Joan :o)
Dette er et svar til  Nøj hvor jeg kender det!
af Heidi03 (09-03-2011 kl. 20:07)
|
© 1999-2025