 Hej Bettina
Det er jo et svært spørgsmål, men jeg har prøvet turen, så her er lidt om, hvad vi gjorde.
I 2007 fik jeg min ældste søn i 34+5 (som din datter) og ligesom dig, havde jeg ikke været væk fra ham en eneste nat, da jeg blev indlagt (24+1) til obs. for vandafgang. Anton var 2½ på det tidspunkt.
Min mand møder normalt kl 5.30, men fik omgående en aftale med sin arbejdsgiver om, at han bare måtte møde, når han kunne. Så vidt det praktiske. Min mand og Anton besøgte mig et par gange om ugen, men det er jo svært at beskæftige en 2½-årig på sygehuset, så det var nogle korte og psykisk hårde besøg.
Jeg fødte efter 5 ugers indlæggelse i 29+1, så der fulgte en lang tid på neo bagefter. Jeg var meget splittet mellem Viktor på neo og Anton derhjemme, som jo reagerede en del på mit pludselige fravær. Derfor var jeg på neo fra 8-4, hvorefter jeg tog hjem til Anton. For ham bargte det hverdagen tilbage, som han kendte den. Og mht. til Viktors indlæggelse, så fortalte vi ham bare, at han var lille og skulle sove på sygehuset, for det skal meget små babyer, og det havde han også selv gjort. Og så kiggede vi lidt på billederne af ham i kuvøse.
Vi bor 20 min. kørsel fra sygehuset, så da vi nåede til ammetræningen, var jeg så heldig at få lov til at tage Viktor med hjem hver eftermiddag og aflevere ham igen til aften, når Anton var puttet. Aftalen var, at hvis han ikke ammede ordentligt, skulle jeg komme ind med ham med det samme, så han kunne få sonde. Det blev heldigvis aldrig nødvendigt, så vi klarede det med få dages indlæggelse, inden vi kunne tage hjem på orlov ...
Dette er et svar til  hvad gjorde i med storesøskene???
af boble79 (03-04-2011 kl. 13:24)
|
Svar til dette indlæg
© 1999-2025