 Venter uplanlagt nr. 4
Jeg har og ofte luret med her på siden, men nu føler jeg for første gang, at jeg nærmer mig, at høre til her.
Jeg har for kort tid siden skrevet under povokeret abort (som ked), men jeg har valgt, at vi skal beholde barnet. Det er stadig et kæmpe chock for os, og vi har svært ved at se, hvordan vi får det hele til at hænge sammen.
Vi har i forvejen tre børn på 4 1/2 år, næsten 2 1/2 år og en på snart 9 mdr. Jeg er 7+4.
Hvad tænker i? Er det realistisk at være der for det enkelte barn, når de kommer så tæt på hinanden?
Vi har så meget vi gerne vil med børnene, men føler allerede nu, meget af hverdagen går med alt det praktiske!
Vil sige vi er en meget velfungerende familie, og har glade børn. Vi har et godt ægteskab, og bor i et næsten nyt hus.
Jeg er ikke imod abort, men kan mærke, at når det kommer til min egen krop, skriger og smerter alt i mig, bare ved tanken!! Især tanken om at sluge den pille, der gør at fosteret går til...det kan jeg ikke.
Jeg trænger nok bare til at høre nogle overskuds-historier, mens vi går og vænner os til tanken.
Syntes det er hårdt at gå fra graviditeter og amninger, der overlapper hinanden, nu for 3 gang. Min krop får jo ingen pauser, og føles mere som en babyfabrik end som min! Men den laver heldigvis nogle utrolig lækre babyer ;0)
Havde en hård graviditet sidst, og får det formentlig igen, med bækkenløsning. Det bliver hårdt for vores lille familie.
Pyh, hvad tænker I?? Er det for vildt?
KH den overraskede (der må være anonym lidt endnu)
|
Den overraskede
Svar til dette indlæg
© 1999-2025