 Nu har jeg læst med...
Jeg har ikke skrevet til dig før herinde, men har læst alle dine indlæg. Jeg har den dybeste medfølelse for dig og jeg ville ikke bare gå videre uden at skrive dig et svar. Jeg føler virkeligt med dig, og håber sådan at du finder en løsning som du kan leve videre med.
Har på ingen måde et rigtigt svar at give dig, men kan skrive hvad jeg tænker omkring din situation.
Det lyder til at du i grunden er meget afklaret omkring at du vil beholde barnet. Det er "bare" enormt sørgeligt og uempatisk at din mand reagerer som du beskriver. Jeg kan godt se det fra hans side, men han har jo for pokker også været med til at undfange det her barn. Ansvaret er ligeså meget hans som dit, og det burde han mande sig op til at håndtere...men det kan du jo ikke bruge til så meget lige nu. Talte lægen slet ikke med jer og prøvede at forklare din mand tingene fra din side? Altså at det er dig der i høj grad kommer til at betale prisen for en eventuel abort, såvel psykisk som fysisk?
Der hvor du står lige nu; "...og lige nu kan jeg ikke se hvordan vi nogensinde skulle kunne fortsætte vores ægteskab", er jo et helveds sted at stå;-( men jeg tænker sådan her: dækker nogensinde over at du, uanset om det bliver abort eller ikke abort, nu har fået så stort knæk i forhold til din mand pga situationen, at du tvivler på din lyst/mulighed til at leve videre med ham? For så mener jeg helt oprigtigt at du skal holde fast i at få barnet. Hvis du vælger en abort er det jo i håbet om at bevare det liv i har sammen nu, både for jer og jeres børn...
Dette er et svar til  Den hårdest dag....
af 3-Guldklumper (05-08-2011 kl. 08:38)
|
Anne
Svar til dette indlæg
© 1999-2025