 Fortsat...(2)
er det ligesom om, det er blevet værre...jeg er så bange for, at det
skal gå i stykker. Han er manden i mit liv, og jeg elsker ham overalt
på jorden, men med min opførsel, skræmmer jeg ham vel bare væk til
sidst. Når jeg bliver bange, går jeg i forsvar i stedet, og "skaber" et
problem. Han gør det stort set aldrig, for han hviler rimelig trygt i
troen på, at jeg virkelig elsker ham. Hvorfor gør jeg det mod ham og
mig selv? Jeg har selvfølgelig undskyldt min opførsel, men selv
undskyldninger mister jo deres mening, hvis man bruger dem for tit.
Det lyder måske rimelig banalt, men jeg synes, at det er et problem,
at jeg ret tit, får skabt de her situationer. Han er et stort
spørgsmålstegn til tider, og synes nok, at jeg tænker alt for meget
over ting.
Han er en mand, og udtrykker ikke så mange følelser som jeg...men
jeg er også af mange og store ord, tit.
Måske det skal nævnes, at vi begge har få forhold bag os, trods
vores alder (han er 35), så måske kræver det en del tilretning eller
hvordan, når 2 singler mødes??
Jeg er klar til, at dele resten af mit liv med ham, men jeg forstår også
godt, hvis han har sine tvivl, fordi jeg nogle gange har mine udbrud...
Dette er et svar til  Hvorfor gør jeg det? (1)
af Ano31 (12-08-2011 kl. 01:36)
|
Ano31
Svar til dette indlæg
© 1999-2025