 Det er godt nok svært at fatte
at han helt kan lade være med at forholde sig til det, der sker - især fordi I jo har børn i forvejen :(
Hvis du snakker med din søn (og måske de andre også?) om hvad der sker - kan han så lade være med at snakke med sin far om det? Jeg tænker, at han/de må få en helt skæv opfattelse af hvad en familie er....
Har du gjort dig tanker om, hvorvidt du skal være mere aktiv i forhold til at familien falder sammen - jeg tænker på at være forud for begivenhederne. Hvis han vil skilles men ikke gør noget ved det - hvor længe kan du så holde ud at leve sammen med ham? Jeg synes, det er så synd for de andre børn I har, at de skal leve i den kulde, der må være i jeres hjem. Også synd for dig, men du har trods alt haft et valg - det har de ikke. Det skriver jeg ikke for at give dig dårlig samvittighed - havde jeg haft det som dig dengang sidste år, ja så havde jeg gennemført graviditeten. Og det uanset hvad min mand måtte have ment om det. Du har truffet den beslutning der er den rigtige for dig og det er jo dig, der i den grad lever med konsekvenserne.
Hvis du nævner noget om skanning eller jm/læge-aftaler - ignorerer han dig så bare?
Prøver han at føre samtaler om andre ting - som alting var som det var før du stod med den positive test i hånden?
Jeg håber skanningen på onsdag bliver en god oplevelse for din søn - og for dig, naturligvis :-)
Knus,
Lene
Dette er et svar til  Ja hvordan har vi det?
af Mine-guldklumpe (10-10-2011 kl. 12:33)
|
Svar til dette indlæg
3-guldklumper
© 1999-2025