 Hej
Det er et svært dilemma du/I står i. Og jeg kender det til dels.
Selv har jeg været i behandling for at få min søn og siden været i intensiv behandling i 3½ år for at få barn nr. to.
Ønsket om et barn mere var altoverskyggende - og der var kun én vej for mig.
Rent egoistisk ønkede jeg et barn mere - men jeg ønskede at min søn fik en søskende.
Undervejs fik vi mange kommentarer i dur med dem I har fået. Folk syntes, det var på tide at opgive drømmen og kampen. Det gjorde ondt p dem, at se at det gjorde ondt på os. Og jeg forstår dem, men det var ikke der, jeg var. Jeg vidste, det var en beslutning for livet - at det var nu eller aldrig.
Undervejs oplevede jeg også at blive gravid, for så at miste inden uge 12. Det slog mig til jorden, men det gav mig også fornyet håb. Jeg kender mindst lige så mange yngre kvinder der har oplevet at miste, som ældre. Men javist øges risikoen med alderen.
Det korte af det lang er, at kampen var lang, sej og meget, meget smertefuld, men i dag sidder jeg faktisk med en stor mave og venter to tøser. Den lange kamp har sat sine spor i mig, men jeg var nødt til at kæmpe - at opgive var en umulighed og uoverskuelig smertefuld.
Men faktum var at vi var ved vejs ende, for vi havde brugt en formue på fertilitetsbehandlinger og vi kunne ikke forstætte med disse store udgifter. Men ja, jeg blev altså gravid med tvillinger.
Iøvrigt vejer jeg også for meget. Årsagen til infertiliteten var dog min mands meget nedsatte sædkvalitet.
Fortsættes..
Dette er et svar til  42årskrise
af Hope 40 (28-02-2012 kl. 12:14)
|
Svar til dette indlæg
© 1999-2025