 Tja...
Jeg er alene med tre stk. Alene som i helt alene. Uden en far
nogensinde.(grundet sygdom ikke selvvalgt).
Betragter mig selv som en af de resourcestærke enlige forældre og har
velfungerende unger. MEN.... Indrømmet.... Alle de arrangementer
hænger mig ud af halsen. Fair nok vi skal kende hinanden, bakke op
om skolen og fællesskabet osv (er selv lærer så ved godt hvornår det
er relevant og hvornår forældrene ærlig talt fylder for meget med deres
små prinser og prinsesser....).
Og må give ret: du ser måske klassen som velfungerende og
sammentømret men jeg vil vædde med nogen hænger. Tjek lige de
udmattede enlige forældre næste gang.... Uanset hvad så kan de ikke
snakke med om jeres samtale køkkener, årlige skiture, parmiddage i
weekenden osv.... De har heller ingen til at træde til med små
søskende ved arrangementerne så de drøner nok rundt og holder styr
på de trætte små .... Så de kommer ikke nødvendigvis med i
fællesskabet uanset hvor mange arrangementer der laves og hvor
meget forældre kaffe der skal konkurreres om efter fødselsdage osv....
Dette er et svar til  Altså...
af SØS! (13-01-2015 kl. 15:00)
|
Læreren
© 1999-2026