 pyh, stakkels dig
...din situation minder på mange måder om min for nogle år siden.
Bortset fra, at jeg faktisk blev gravid, fordi vi ønskede det. Det gik så
bare meget stærkt og jeg blev gravid hurtigere end min kæreste havde
troet, han blev så forskrækket, at jeg måtte overveje abort - selv om jeg
godt vidste, at jeg hverken kunne eller ville gennemføre en abort. Vi
boede ikke sammen, og vi havde store problemer i vores sammenbragte
"familie". (Man kan selvfølgelig med rette spørge om, hvorfor vi så ville
have et barn sammen - men følelser er jo som bekendt ikke rationelle)
Jeg (vi) valgte at få barnet. Jeg har aldrig fortrudt og det er jeg sikker
på, at han heller ikke har. Vi flyttede sammen kort tid efter fødslen.
Men skulle jeg rådgive mig selv i dag, med den erfaring jeg har i dag og
den situation, jeg er havnet i, så ville jeg have rådet mig selv til abort....
Min kærestes bekymring var meget reel - vores problemer og
udfordringer var FOR store, og det har kostet på alle fronter. Alle.
Så jeg vil sige, at det kommer an på, hvilke udfordringer I har at slås
med i hverdagen. Kan de bære, at der kommer endnu mere pres på? Og
kan kærligheden mellem jer bære det?
Jeg elsker stadig min kæreste - men mine følelser har også lidt skibbrud
under hele dette forløb. Ikke pga. vores fælles barn, men pga. alle de
andre omstændigheder. Det er vores barn, der nok er hovedårsagen til,
at vi er sammen i dag.
Uanset hvilken beslutning, du (I) træffer, så vil du være vred på ham.
Hvis beslutningen om at beholde barnet er din alene, så vil du føle dig
svigtet big time. Og du vil være..
Dette er et svar til  Ville I kunne...
af Ano (22-01-2015 kl. 09:12)
|
Svar til dette indlæg
© 1999-2026