 Om at sige fra
Jeg har nogle enkelte personer i mit liv, som er komplicerede at være
sammen med, men som jeg er nødt til at forholde mig til en gang
imellem. Jeg har over mange år forsøgt at frigøre mig fra deres
negativitet, men da vi også har haft mange gode ting sammen har jeg
gerne villet bevare forholdet. Men nu er der så en situation, hvor der er
en direkte konfrontation (et meget ubehageligt brev i min postkasse,
personen må have haft god tid til at udtænke det, så det blev så
ubehageligt og "skyld-og skam"-agtigt som muligt)
Men jeg kan klare det nu. Jeg falder ikke ned i et sort hul hvor jeg
græder over min egen utilstrækkelighed og tænker "De har sikkert ret"
Jeg læser hvad de skriver til mig af ubehageligheder, løfter hovedet og
skriver et sobert svar, og lægger det så fra mig.
Og selvom retorikken er så svær at komme udenom uden at falde i de
sædvanlige mønstre hvor man forsvarer sig, når det i virkeligheden kan
være fløjtede ligegyldigt, fordi de allerede har bestemt sig for hvad de
synes, så kan jeg alligevel finde ud af at sige fra på en civiliseret måde.
Jeg er så stolt af mig selv. Jeg kan stadig mærke sorgen over at de
vælger at være sådan, men jeg selv er fri for mere skyld og flere tårer
over dem.
Det var jeg bare lige nødt til at fortælle nogen :-)
|
Malene
Svar til dette indlæg
© 1999-2026