 Det gør jeg ikke.
Jeg er så priviligeret at være kronisk syg og førtidspensionist.
Da jeg blev alene måtte jeg gå tiggergang og ændre arbejdstid
og tage en lønnedgang med i købet. Men kunne simpelthen nå
at aflevere børn i dagpleje, børnehave, førskole og nå ind til
tiden.
Jeg blev skilt grimt og i bagklogskabens lys for sent. Så stod
meget alene med dem så deres far kunne bevise jeg ikke kunne
klare mig selv. Da jeg havde været alene med dem i 6 uger fik
de 2 store svine influenza. Nicklas skulle indlægges og pga
overbelægning kunne Athena ikke indlægges. Zackarias fik en
mellemørebetændelse samtidigt. Endte med
hjemmesygeplejerske besøg, kaos og mistede mit ansvars
område jobbet + brugte al min ferie. Men det gik jo og der fik
jeg følelsen af jeg jo godt kan. Stadig den hårdeste periode vi
har haft. Ingen penge ( min x hævede alt på fælles kontoer da
jeg smed ham ud), massivt job pres og meget syge unger. Så
var det her single mor noget ligesom slået igennem.
Jeg blev sygemeldt med stress et lille år efter jeg blev alene.
Sådan 112 blå blink måden. Før var jeg ikke i ro nok til at
mærke faresignalerne. Så har ret godt styr på hvordan man
ikke skal gøre. Jeg kom aldrig op på fuld tid igen og er endt på
pension.
Jeg kan godt tænke, sådan når jeg mangler noget at slå mig
selv i hovedet med, at var jeg gået noget før var jeg ikke
knækket så grundigt. På den anden side havde jeg været hel
som udgangspunkt havde jeg ikke været der som
udgangspunkt.
Deler.
Dette er et svar til  Må jeg spørge
af Anno (25-04-2015 kl. 19:45)
|
Svar til dette indlæg
© 1999-2026