 Hmm.....
Altså. På den ene side kan jeg godt forstå at du savner det, der engang
var. Vi kan alle dvæle ved vores barndom eller minder der på anden
måde går ind og styrer vores fornuft. Det er dejligt at i er vokset op
sammen på den måde og at du holder af ham, så meget som du gør.
Men jeg tror også at du skal passe på. Ærligtalt, så har har måske ikke
den samme følelse som dig og måske er hans behov bare ikke det
samme som dit - og det må du acceptere. Jeg kan godt blive en smule
"provokeret" (provokeret er et stærkt ord, men jeg kunne ikke finde et
andet ord) af at du bliver stødt over at han har sit eget liv.
Det er fortid som det var engang, det bliver aldrig det samme. I er
voksne nu og han har sin egen familie. Det lyder nærmest som om at
du er jaloux på hans kone. Måske presser du ham for meget til at ses
og måske er det derfor at du bliver "afvist". Hvis jeg var dig ville jeg
acceptere at i begge er blevet voksne, acceptere at hans behov for at
være sammen med dig ikke er lige så stort som dit og så ville jeg "back
off".
Tryk avler modtryk!
Hilsner mor
Dette er et svar til  Jeg savner min voksne nevø...
af Faster (23-05-2015 kl. 05:48)
|
Mor
© 1999-2026