 Du skriver, at man skal honorere
den flittige elev mere end den kloge elev. Og sådan ser jeg det ikke helt - for hvis den flittige elev ikke er klog, honoreres fliden ikke - det en klogskaben opnået ved fliden, der honoreres. Og klogskab opnået uden flid honoreres også.
Det er da rigtigt, at enkelte meget dygtige elever kan være lidt stille i det, da det er under deres niveau at svare på det indlysende. Men jeg oplever ikke, at de findes i en mængde, så det udgør et særligt stort problem. Har man spottet dem, kan de hos mig godt få 12, hvis de klarer sig godt i prøver og ved harpunering. Vi har pligt til at differentiere og udfordre de kloge. Det kan godt være praktisk meget svært, men jeg kan ikke se, at det er systemet, der er noget i vejen med. Jeg synes egentlig også, at det er rimeligt at kræve også af de dygtige, at de viser, at de opfylder de faglige mål, hvis de gerne vil score højt i standpunktskarakter. Vi giver ikke karakterer efter, hvor godt en elev vil klare sig til eksamen, hvis han tager sig sammen - altså på kredit - og det er vel helt rimeligt.
Jeg er heller ikke enig med dig i, at recitering af læreren krediteres meget (hvis du hermed mener, at man kan gengive, hvad læreren har sagt). Det tror jeg simpelt hen ikke bonner ud hos ret mange lærere, da "recitation" kun er en meget lille del af de faglige mål. Her mener jeg faktisk, at moderne karaktergivning i højere grad end gamle dages karaktergivning lægger vægt på andet end reproduktion af lærebogsstof.
Jeg kan ikke se at det tricky at eksamen ikke afspejler indsatsen. Den afspejler elevens niveau, hvilket jeg synes er fint.
Dette er et svar til  flid er da aldrig et mål i sig selv
af nanne71 (28-05-2015 kl. 21:54)
|
Stine
© 1999-2026