 Jo, det er OGSÅ forældrenes ansvar
Men det eneste skolen har formået i de nu 4 år børnene har gået i klassen, er at fortælle os om vores ansvar. Af vigtigheden af at børnene oplever vi forældre kan sammen. Legegrupper og klassefester. Osv. Men ikke på noget tidspunkt har man forsøgt at se på, om der var noget i måden man som voksne taler til børnene på. Vi er blevet tudet ørerne fulde af, at der i folkeskolens bekendtgørelse, står at det skal ske i samarbejde med forældrene. Men for mig går et samarbejde begge veje. Men her taler vi for døve ører.
Klassen bliver over for de øvrige klasser beskrevet som en problemklasse, det er tilladt på skolen, at sige nej til at lege med et barn, med "undskyldningen". Dette er en klasseleg. Hvorved eleverne i 3. kl. er overladt til sig selv. Det er i sig selv en lille skole og i 3. kl. er de 10 elever og 2 lærere. Og ja, det er naturligvis positivt, at man har valgt at sætte en ekstra lærer/voksen på. Men når heller ikke det skaber ro, ja så er der jo noget der er helt galt.
Og ja min datter er ingen helgen. Ligesom ingen af de andre 9 i klassen kan sige sig fri... Vi er 3. forældrepar som flytter fra klassen nu. Og jeg ved 2 andre forældrepar har skrevet deres børn op på andre skoler... For nej. Der er stadig ikke ro i klassen, efter min datter er væk. Sakse flyver stadig i luften. Lige som øretæver og bid og...
Det er helt klart elever som har brug for hjælp. Ikke fordi de har forskellige diagnoser (INGEN diagnosebørn), men fordi omgangsformen i klassen er ulidelig. Og børnene skriger på hjælp. Alle 10. Og det eneste skolen formår er at skælde ud og sende i pauserum!
Dette er et svar til  Hvad mener du med forældreansvár?
af Anno (07-07-2015 kl. 20:37)
|
Ano
© 1999-2026