 At give ansvar er en svær balancegang,
for det er vigtigt, at børn får alderssvarende udfordringer, men de skal også være trygge.
Jeg giver et eksempel: Min søn på 7 tog bussen i skole med sin storebror, der glemte at følge ham ud af bussen. Knægten opdagede det efter første stop, men vidste ikke, hvad han skulle gøre, så han sad over en halv time i bussen og blev meget bekymret.
Hvad har det så lært drengen:
1) Når det går galt, bliver jeg hjulpet af de voksne (her buschaufføren), der hjælper mig tilbage til skolen. Jeg får efterfølgende megen omsorg fra de voksne, der synes, at det var synd for mig - eller:
2) Det er meget farligt at færdes alene med off. trafik.
Om det bliver 1 eller 2 afhænger bl.a. af barnets karakter. Men man kan faktisk skabe stor frygt hos børn ved at udsætte dem for ting, de ikke kan klare, selv om det var svært at forudse for os voksne, at det her ville ske. Jeg husker selv, at jeg engang skulle gå alene fra skolebiblioteket til børnehaveklassen og for vild på skolen. Det kostede mange søvnløse nætter, for tænk, hvis jeg igen ville blive efterladt på biblioteket.
I øvrigt mener jeg, at man med fordel kan tænke over, om man har en aggressiv eller nysgerrig/åben sprogtone.
Vh. Junimor
Dette er et svar til  Det var da noget af et postulat!
af Lulu (02-08-2015 kl. 12:11)
|
Junimor
© 1999-2026