 Jo
Min mand var utrolig snæversynet og sort/hvid i sin måde at anskue
verden på. Det var han sådan set også inden vores søn kom til verden,
men det blev meget tydeligt for mig i forbindelse med opdragelsen. Vi
kunne aldrig rigtig snakke om tingene og justere ind, for når han først
havde lagt sig fast på en holdning, så VAR det det rigtige at gøre. Han
sagde altid til mig, at hvis jeg ikke var enig, så måtte jeg jo så bare gøre
det, jeg følte var rigtigt. Men jeg syntes jo, vi burde have fælles
strategier, ellers blev vores søn jo skrupforvirret.
Det skal lige siges, at han aldrig råbte af vores dreng. Men han var
heller ikke specielt empatisk og havde ikke meget forståelse for, hvad
det vil sige at være et lille barn... Derudover var han ret uinteresseret i
at lave familieagtige ting som en tur til zoo søndag eftermiddag. Hvis
han gjorde det, var det aldrig hyggeligt, fordi han absolut kun gjorde
det, fordi jeg ind imellem insisterede.
Jeg holdt op med at være forelsket, tror jeg. Og i mit tilfælde var
skilsmisse det rigtige. Og jeg føler heldigvis, at min eks i den grad er
vokset med opgaven. I det øjeblik vi gik hvert til sit, begyndte vi at
samarbejde. For nu skulle vi ikke længere blive frustrerede over hver
lille ting, den anden gjorde. Han er en god far, og vores nu 10-årige
dreng (dengang 4) elsker ham højt. Der er ingen tvivl om, at vi stadig
gør tingene meget forskelligt, men det tror jeg er nemmere for drengen
at håndtere, når vi bor hver for sig, end hvis vi var sammen. Børn har jo
en forbløffende evne til at omstille sig.
Men men... når det så er sagt....
Dette er et svar til  Tak må jeg spørge
af Anno (11-08-2015 kl. 21:34)
|
Anne
Svar til dette indlæg
© 1999-2026