 Jeg har desværre
Samme problem med min storebror. Jeg ønsker ikke helt at droppe
kontakten, jeg går med et lille håb om at han en dag vågner op og ser
hvad han har gang i. Omvendt ser jeg ham ikke meget. Højest 2 gange
i året. Der er jeg bare alm høflig og så ikke mere. Vi giver ikke
julegaver eller noget sammen længere, da det skabte store konflikter.
Han giver nogle gange gaver til mig og børnene på vores fødselsdage
andre gange ikke. Jeg giver ham hvert år, og så er jeg ellers ligeglad.
Engang sårede det mig, men nu er jeg nået til et punkt hvor jeg er
ligeglad. Jeg giver ham for 300 i gave, og der gr ikke noget af mig, for
at give ham det tænker jeg. Nogle gange inviterer han til fødselsdag,
ellers sender jeg med posten. Det er bare super ærgerligt. Børnene
kender ikke deres morbror så godt, han viser dem stort set ingen
interesse og ellers ved man aldrig i hvilket humør han er i. Han kan
også fare op i forhold til børnene og andre gange kan han være sød og
kærlig. Det har selvfølgelig gjort at børnene tager afstand til ham. Han
har endnu ikke børn eller kæreste, men jeg går jo og drømmer om et
fantastisk familieforhold, hvor jeg kunne blive en fantastisk faster og
han en fantastisk morbror. Jeg kan mærke på mig selv det er det rigtige
stadig at holde en overfladisk, høflig (fra min side) kontakt fremfor at
droppe den helt. Det sker han flipper ud på mig over ingenting og foran
alle ( han er ikke altid høflig). Jeg hyler over det når jeg er selv, men
ellers lukker jeg den bare og fortsætter med at være ligeglad. Jeg har
heller ikke en stor familie
Dette er et svar til  Konflikter med familien
af Anna (14-08-2015 kl. 11:37)
|
Anno
© 1999-2026