 Let it go...
Jeg kan sagtens genkende din følelse. Jeg er sammen med min
mand på 10. år, har dejlige børn og er glad for ham og har ingen
intentioner om nogensinde ikke at skulle være sammen med ham -
selom vi har vores kampe.
Vi er absolut ikke soulmates og ind i mellem kan jeg også møde
mænd, hvor jeg tænker "wauh, vi svinger godt", men jeg lander
den der. Lader være med at fodre tanken. Lader være med at
opsøge personen. For jo, det kan da sagtens være, vi ville få det
fantastisk sammen. Men der ville også ligge to brudte familier bag.
Og jeg har en lang historie - og en sikkerhed med min mand, som
først ville skulle opbygges - og helt ærligt, det orker jeg faktisk
ikke. Slet ikke, når mit ægteskab ikke er helt til rotterne og jeg
faktisk er glad for min mand og min familie.
Nu lever jeg så også i en sammenbragt familie (med min mands
barn og alt hvad dertilhører af ekskone og
samarbejdsproblematikker), og efter at have set, hvad det kan gøre
ved både barn, biologiske forældre og "tilkomne" forældre, så tror
jeg vitterligt, der skulle misbrug el. lign til for at jeg gik fra min
mand. For det der har jeg på ingen måde lyst til at udsætte mig
selv, mine børn - eller min mand for. Og det handler ikke om, at
det (lige pt.) er specielt problematisk, men der er bare så mange
følelsesmæssige issues i det for alle parter, som man lærer at
tackle og leve med, men som faktisk aldrig bliver særlig meget
nemmere.
Så mit råd - let it go... på bedste Elsavis :-)
Dette er et svar til  Kan man være forelsket i 2 mænd ?
af Splittet (05-11-2015 kl. 14:06)
|
Kathrine
© 1999-2026