 Det er det...
Det er jo det... man ønsker det ikke for andre, men det er alligevel rart når man finder ud af at man ikke er alene. For man kan føle sig meget ensom midt i det hele mens man bare prøver at holde skruen i vandet.
Det du skriver med at du ikke tror på ændringer på trods af jeres snak, det fortæller jo ret meget om hvor du er i det der foregår. Du har været i det, i meget længere tid end din mand, fordi det først nu er ved at gå op for ham at det er alvor. Du har i meget længere tid vidst at du havde det skidt med den måde i har det på sammen. Det gør jo blandt andet at i har forskellige udgangspunkter, i forhold til måden i griber jeres fælles problemer an på. Og der er en parterapeut en rigtig god ide, fordi han/hun kan hjælpe jer til at kommunikere klart og tydeligt ud fra de forudsætninger.
Mænd er bare anderledes end kvinder, og heldigvis for det da - på nogle punkter. I følge psykologen jeg har talt med, er det "en klassiker" at manden går med hovedet under armen, mens kvinden prøver og prøver at råbe ham op. Mange mænd forstår det først når skilsmissen enten er en realitet, eller er tæt på at være det. Mænd (en del af dem i hvert fald) falder "nemmere hen i forholdet" og tænker ikke over om det er godt eller bare godt nok.
Held og lykke med det hele!
Ps. det er ok du er "bombastisk", så længe du mener det du siger. Det er altid godt at kommunikere på en måde, så man ikke selv er i tvivl om at man har gjort sin holdning tydelig.
Dette er et svar til  Gud hvor befriende
af Flora (26-11-2015 kl. 21:32)
|
Ano
© 1999-2026