 Til tinaa og ano om at vælge manden til
Jeg har egentlig villet svare, siden jeg læste dit indlæg, men skulle
lige finde ro til at samle tankerne og forsøge at få skrevet noget
fornuftigt.
Der har virkelig været mange gange, hvor jeg har haft lyst til at
vælge manden fra. Vi er sindssygt forskellige og har kæmpet en del
med det og også med det, at vi er en sammenbragt familie.
Det der har gjort, at jeg alligevel har valgt ham til har været:
- Vi har valgt hinanden fra starten og blev gift efter 1 år. Vi lægger
begge ret stor vægt på ægteskabsløfterne og har begge vidst fra
starten, at det gjorde vi. Vi har forpligtet os gensidigt.
- Jeg er megastædig (med nogle ting i hvert fald). Så nogle gange,
har det været i ren trods, tror jeg. Bare for at bevise, at jeg kan.
- Jeg har set den pris, der har kostet min mand, hans ekskone og
hans datter at være skilt/delebarn og jeg vil gå VIRKELIG langt for
ikke at udsætte mine børn eller mig selv for det.
- Som årene er gået er der også kommet en styrke, en kærlighed og
et tilvalg i det, at vi netop har kæmpet os igennem en del. Så nu
ved jeg, at der er "på den anden side" og at jeg holder op med at
synes, at han er dum igen på et tidspunkt.
- vi (primært jeg) tager fat i problemerne. Også der er jeg ret
stædig og helmer ikke, før vi er nået til "the bottom of it". Også
selvom det kræver flere runder med dum snak, gråd og frustration
(min mand har lidt svært ved at gå ind i konflikter, så det tager som
regel lidt tid). Med tiden har jeg dog også lært at vælge mine kampe
med omhu. Jeg er blevet bedre til at give slip og sige pyt og holde
fast ved de
|
Kathrine
Svar til dette indlæg
© 1999-2026