 Det må du...
Alt blev trukket i langdrag fra hans side, formentlig fordi han håbede
jeg ville ændre mening.
Vi havde totalt fælles økonomi og bare at få skilt den ad (vi boede
stadig sammen) tog næsten 3 måneder fordi han ikke lige fik svaret
banken. Da vi så var igennem det ville han ikke underskrive
seperationspapirerne, så til sidst indsendte jeg dem unden hans
underskrift, det havde jeg i forvejen snakket med SF om, det kunne jeg
godt, men for at prøve at gøre det pænt tig det vel også ca. 2-3
måneder. Så blev det sommerferie, som vi havde bestilt for længe
siden, og den tog vi på, det gik nogenlunde, og i august blev vi indkaldt
til separationsforhandling og blev endelig separeret (men jeg havde
meddelt at jeg ville skilles året før i slutningen af november). Så fandt
jeg et lille hus jeg kunne leje til ungerne og jeg, og endelig 31/10 (altså
efter 11 måneder) kunne jeg flytte!
Jeg vil aldrig kunne beskrive den lettelse jeg oplevede den første aften
alene, men jeg kan stadig huske det tydeligt...
Dette er et svar til  Tak for svar.
af Anne (27-12-2015 kl. 11:06)
|
JEB
Svar til dette indlæg
© 1999-2026