 Jeg er altid udenfor
Jeg er og har altid været den, der har været udenfor fællesskabet. Det
har selvfølgelig påvirket mig meget gennem hele min skolegang. Jeg
har aldrig haft en vild tæt veninde. Jeg har en barndomsveninde, jeg
var ikke tæt med hende, men vi var begge udenfor sp derfor var vi ofte
sammen uden aldrig at blive vild tætte. Hende ser jeg stadigvæk lidt
men hun blev meget populær i gymnasiet og har nu en kæmpe
omgangskreds, så jeg er ikke hendes foretrukne. For mit vedkommende
er det bare fortsat hvor end jeg har været. Gennem folkeskolen,
gymnastiet, på min videre uddannelse pg nu på mit arbejde. Jeg har
ikke haft et arbejde hvor jeg virkelig følte mig hjemme. På mit
nuværende arbejde har de en madklub for alle pigerne mellem 30-40
men jeg er den eneste der ikke er med. Jeg er ikke inviteret og er
aldrig blevet det. Klubben eksisterede da jeg startede, og et halvt år
efter jeg startede startede en anden pige som ret hurtigt blev inviteret
ned men det er jeg aldrig blevet. Jeg kan jo ane der er et mønster i mit
liv, der må gøre jeg ikke er populær. Alle er jo søde og venlige både
blandt de få venner jeg har og på arbejde, men jeg bliver aldrig en del
af fællesskabet eller får andre venner. Til gengæld har jeg haft mange i
mit liv som er forsvundet ( venner gennem børnene eks). Hvidglødende
jeg forkert? Er der nogen der har stået i det samme og fået vendt
skuden? Kan man blive mere social (social accepteret) og få nogle
tættere veninder når man har passeret de 35?
|
Anno
Svar til dette indlæg
© 1999-2026