 Øv, hvor ærgerligt
Det er vel nok en ærgerlig situation for jer. Jeg er glad for at læse, at
børnene trods alt trives og har gode kammerater i klassen og også har
legeaftaler.
Jeg synes, at det er de andre forældres tab, at de ikke taler med jer. I
min søns klasse (nu 7. klasse) har der været tre familier fra Iran og
Irak, siden de startede i 0. klasse, og de seneste år er der kommet
yderligere klassekammerater fra Syrien til. De nye børn har vi ikke mødt
endnu, så dem kender vi ikke. De tre børn, der har gået i klassen altid,
er meget vellidte og velintegrerede, og jeg har ofte snakket med
forældrene, når vi har været til arrangementer. Det er en stor gave at
tale med disse mennesker! Særligt den ene familie har været utroligt
meget igennem - faderen måtte flygte fra Saddam Hussein, og familien
blev først familiesammenført 2 år senere. Meget rørende fortælling.
Moderen kunne ikke ét ord dansk, da vi først traf dem, men nu kan vi
snakke sammen, når vi "render ind i" hinanden, og det er altid hyggeligt
at snakke med dem, og de er så søde, glade og smilende. Faderen
arbejder og har altid selv forsørget sin familie. Moderen kan pga
krigstraumer ikke arbejde. Godt nok har vi aldrig set disse mennesker
privat, men de har været indenfor hos os, når de har hentet barn.
Moderen spurgte selv engang, hvor hendes dansk stadig var begrænset
til ja og nej, et nik og et smil, om hun måtte komme ind og se, hvordan
vi boede, og det måtte hun da hjertens gerne. Vi satte os og "talte" med
alle de fagter, vi kendte :-) Hun klappede endda vores hund, som de
ellers ikke må, men sagde blot, at hun kunne vaske..
Dette er et svar til  part 2
af sanja (30-09-2017 kl. 13:00)
|
Ano
Svar til dette indlæg
© 1999-2025