 fortsat
Men jeg tænker, at den måske starter med, at du snakker med din
mand om, hvilke ønsker I egentlig har til det - altså sådan fælles. Og
hvis han er ligeglad, må du jo bare sige, at det betyder noget for dig
og at du går og bliver ked af det, når du skal gøre det hele selv. Og så
må I i fællesskab finde ud af, hvordan opgaverne skal fordeles.
Jeg bliver nemlig personligt ret sur af at være hende der, der går rundt
og siger til andre, hvad de skal og min mand bliver ret gnaven af det.
Der er dog indført en "hundseret", som betyder, at jeg godt bare må
lave en liste eller "diktere" rundt med min mand, når vi f.eks. skal
have gæster osv., fordi det er mig, der har overblikket, og han
egentlig bare gerne vil hjælpe. Men vi skal være enige om, at det er
det, der sker - ellers bliver vi begge sure :-)
Og mht. det med krummerne, så er jeg nu blevet hende moren, der
hundrede gange om dagen siger: "Undskyld den der tallerken/det der
bord/de der støvler/den der skoletaske, er det så noget, der på magisk
vis selv hopper ned i opvaskemaskinen/tørrer sig selv af/sætter sig
selv på plads". Den ironiske distance hjælper os til ikke at blive sure
og efterhånden hjælper det. Det er dog kun til børnene, jeg siger det.
Med manden bliver jeg nok lidt mere stram i betrækket ;-)
Dette er et svar til  Det bedste, jeg har gjort
af Kathrine (04-10-2017 kl. 22:13)
|
Kathrine
© 1999-2025