 jeg har været der - to gange
- men måske på en anden baggrund. Den første gang gik jeg mest af alt
pga. hans utroskab (som set i bakspejlet nu fra mit ældre jeg, nok godt
kunne have været til at leve med - men sådan så jeg ikke på det
dengang og i dag var jeg ikke faldet for ham), anden gang gik jeg pga.
hans manipulerende og psykopatiske væsen og dér skulle jeg være gået
for længst. Men begge gange var der til sidst et point of no return, hvor
jeg bare vidste, at nu var det nok. Tvivlen var der stadig, selv om det
lyder paradoksalt - og det var først i det øjeblik, jeg begyndte at handle
på det og undersøge boligmuligheder og økonomi osv., at jeg kunne
mærke, at der reelt var en vej ud og at det var det, jeg skulle. Begge
gange har det været en kollosal lettelse OG en stor sorg, mest af alt,
fordi mine børn kom i klemme. I dag er jeg i en nærmest lignende
situation i et forhold, der mest af alt bærer præg af, at vi er totalt slidte,
der er ingen lidenskab, men dog en grundlæggende kærlighed. Nul sex
og jeg har lukket den dør, selv om det strider mod min natur.
Uanset hvad du gør, så er mit bedste råd, at du skal være tro mod dig
selv. Det er jeg ikke og det koster - big time.
Og når det så er sagt, så er det bare ikke lykken for børn at have
fraskilte forældre - de får ar på sjælen og det må man så leve med og
forsøge at få dem så godt igennem det som muligt.
Mht. jeres forskellige personligheder, så ser jeg ikke det i sig selv som et
problem - så måske du lige nu og her skulle stille sig selv det spørgsmål,
hvad der forhindrer DIG i at folde dit udadvendte selv ud. Måske du
finder svaret.
Dette er et svar til  Samliv
af Ano (18-02-2018 kl. 12:52)
|
© 1999-2022