 Jeg synes, at jeg som mor altid skal
være mit barns forsvarsadvokat.
Når nogen har ringet for at beklage sig over mine børn - som der er tre af - har jeg altid svaret, at jeg vil spørge mit barn om episoden og så vende tilbage til den forælder, der har henvendt sig.
Så har jeg i fred og ro fortalt mit barn om henvendelsen fra forælderen og spurgt mit barn ud, indtil jeg synes, episoden har været ordentligt belyst. Og så har jeg derefter ringet tilbage.
Det er sket, at der har været grund til klager mod mit barn. I så fald har jeg selvfølgelig givet udtryk for min mening over for både mit barn og over for den forurettede familie. En enkelt gang har jeg forlangt af mit barn, at han - dengang omkring 8, tror jeg, sagde undskyld til en kammerat og tilbagebetalte den 10er, han havde franarret den anden.
Men de fleste gange har jeg oplevet, at der var tale om fnidder i en pigegruppe. Ih, hvor kan de altså sladr og være hårde ved hinanden.
Jeg synes, du skal være glad for, at din pige kan holde sig uden for fnidderet. Ros hende for den egenskab, og ros hende for, at hun er i stand til at sige fra, når hun føler for det. Alt for mange af os lider af flinke-syndromet.
Dette er et svar til  2-
af jannie (01-03-2018 kl. 11:02)
|
GM
© 1999-2025