 Søger råd om at være papmor
Hvor er det svært at være papmor....
Jeg har svært ved at acceptere, at de ikke er opdraget som jeg opdrager mine
børn og at, hvis jeg siger det samme til dem som til mine egne, bliver det opfattet
for hårdt og forkert af dem fordi jeg ikke er deres mor. De er begyndt at sige, at
jeg kun tænker på mine egne børn....
Min mand kan selv sige ting til dem og er ikke konfliktfyldt, men ham er de jo
også vokset op med og kender.
Det er tre piger på knap 13, en på 14 og en på 18. De har været vant til at komme
hver 2. weekend men hende på 18 har boet ved os i et halvt år og hende på 14
flytter ind til os efter nytår. Det er begge pga. bedre skolegang. Hende på knap 13
kommer fortsat hver 2. weekend.
Derudover har jeg en pige på 13 og to drenge på hhv. 10 og 6 som bor fast ved
os. Så vi har 6 børn når alle er her og 5 hjemmeboende børn 24/7 fra nytår.
De tre piger er opdraget helt anderledes end mine børn. De har gået/går i skole i
en lille landsby hvor både krav i skolen, udbud af aktiviteter og udbud af en bred
kammerat skare er meget begrænset. Så de er sig selv nærmest og har ingen
"drive" til at foretage sig noget. Det er bare mig, mig, mig!
På den bekostning har jeg meget svært ved at have følelser for dem og de er jo
"færdigopdraget" om man så må sige.
Min mand siger, at jeg er moren i huset når de er her, men alligevel er det utrolig
svært at sige noget uden de bliver fornærmede....
Så gode råd søges....
Kh. Lene
|
Freja B.
Svar til dette indlæg
© 1999-2025