 Så døde julemanden ... og nisserne
Tja.. midt i alle mine spekulationer om Mayas tro på nisser, sprang hun selv en bombe - og det, inden december overhovedet var startet.
Under tandbørstningen forleden så hun pludselig meget alvorligt på mig og sagde "MOR.. nu SKAL du altså fortælle sandheden" - og det gentog hun så flere gange - altså at jeg skulle sige sandheden. Herefter spurgte hun, om det var os, der stillede sækken med gaver fra julemanden ude foran døren juleaften. Farmor og farfar havde passet hende den dag, og hun havde også spurgt farmor, og farmor havde bekræftet, at det ikke var julemanden, der var kommet, når vi holdt jul hjemme hos dem. Da det var åbenbart, at Maya gerne ville have sandheden, sagde jeg, at det var os. Det tog hun helt stille og roligt og sagde, at det havde hun godt på fornemmelsen, og at hun havde regnet det ud sidste år, hvor jeg havde talt om, at hun havde ønsket sig de Tempelridder-DVDer, hun fik af julemanden, men hun ikke selv mente, hun havde ønsket sig dem. Så det var en meget smertefri afsked med julemandstroen. MEN SÅ KOM VI TIL NISSERNE. For bedst som alt er godt, siger hun "Men nisser.. de findes ikk'", og denne gang var tonefaldet helt anderledes. Og da jeg så lidt forkert ud i hovedet, blev hun helt bleg og spurgte "GØR de ikke??". Herefter fulgte noget tid (der føltes lææænge), hvor hun krævede at høre sandheden, samtidig med at det var tydeligt, at nu var barnetroen virkelig på spil. Jeg spurgte, hvordan det ville være, hvis de ikke fandtes, og hun svarede "skuffende". Puha.. det var ikke sjovt. JEg valgte at sige sandheden, da hun meget klart bad om den.
|
Anja
Svar til dette indlæg
© 1999-2025