 Åh ja...!
Jeg synes det er sådan en svær én. Jeg læste engang en professor eller psykolog el lign der forklarede hvordan det var, for et barn at blive storebror/-søster. Det svarer til din mand kommer hjem og siger; "Jeg elsker dig, men jeg har fundet en anden jeg også elsker og hun skal flytte ind, så du er nødt til lige at rydde et par hylder i skabet så der er plads til hendes tøj."
Jeg husker da jeg ventede mit andet barn, jeg græd næsten hver dag fordi jeg havde så dårlig samvittighed overfor min ældste (hun var næsten 4 da jeg fødte). Jeg var sikker på jeg ikke kunne elske én til så højt, og jeg kunne slet ikke finde ud af hvordan jeg skulle tackle hele storesøster/lillesøster situationen. Heldigvis var min ældste også verdens nemmeste barn dengang og har aldrig krævet noget, men i de to uger hendes far havde barsel var hun hjemme og hygge med os næsten hver dag - og hele vejen igennem min barsel var der stort set ikke én hel uge i børnehave for hende. Hun fik lov til at være så stor en del af lillesøster som hun havde lyst til og behov for, og det gjorde at der aldrig kom nogen bemærkelsesværdig reaktion. (det kom der så dobbelt op på, da lillesøster skulle blive storesøster 2½ år senere - puuh det trak tænder, men vi kom godt igennem det!!)
Jeg håber I finder den løsning der er bedst for jer og jeres ældste - tror det vigtigste er at lytte til ham og læse hans signaler, og så ellers bare mærke jer frem hvad der fungerer. Det hele skal nok gå, men forstår til funde din bekymring :)
- Lone 35+1 :)
Dette er et svar til  det der med at blive storebror/søster
af msm (10-02-2012 kl. 09:57)
|
© 1999-2025